FDF K 13

FDF K 13 laver uhyggeligt løb for konfirmanderne

 

Hvert år arrangerer lederne i FDF K 13 et natløb for konfirmanderne i forbindelse med, at præsten inviterer til overnatning med pizza og film i kirken. 

Det var præsten i Fillips Kirke, hvor kredsen holder til, der tog initiativet til samarbejdet og spurgte om kredsen ville hjælpe med spændende aktiviteter for konfirmanderne i løbet af natten. Det sagde kredsen ja til med det samme, for natløb er noget af det, de er eksperter i hos FDF K 13. 

- Lederne kan jo godt lide at være sammen og her får den måske lige en tand ekstra i mørket med udklædningen og døde mennesker på kirkegården. Det må godt være spændende på mange måder at komme i kirken, og vi har da over årene vundet nogle konfirmander over efter den indledende skepsis, siger Martin Just Buchtrup Olsen, der er kredsleder i FDF K 13. Det første natløb kredsen arrangerede var for 10 år siden, og de har arrangeret natløb for konfirmanderne hvert år siden. 

Har I overvejet: 

* Er der konfirmand- eller minikonfirmandaktiviteter i jeres sogn 

* FDF K 13 er eksperter i natløb. Hvad er I eksperter i i jeres FDF-kreds? Og kunne I bruge det i samarbejdet med kirken? 

* Hvis præsten ved, hvad I laver i kredsen, så er det måske også lettere at finde det rigtige at samarbejde om. Ved jeres lokale præst, hvad I laver i FDF?