Sommerlejr

Her er eksempler på pressemeddelelser før og efter lejre.

Sommerlejr på Sletten. FOTO: Leif Gro Hansen

Her er eksempler på pressemeddelser, som I kan blive inspireret af. Husk ikke kun at fortælle om aktiviteterne, men også hvorfor vi gør det. Eller hvad børn får med sig i rygsækken ved at gå til FDF.

Eksempel 1: Pressemeddelelse inden sommerlejren

FDF: Alle børn har ret til en fed sommer

Det mener FDF [Kredsnavn], der har inviteret ikke-FDFere med på sommerlejr.

Leg, lejrbål, natløb og nye venner – der er nok af oplevelser at fortælle vennerne om, når man har været på sommerlejr. Men mange børn tilbringer det meste af sommeren foran computeren eller fjernsynet, fordi deres forældre ikke har råd at give dem de rejser og oplevelser, som skolekammeraterne får. Konsekvensen er, at når skolen begynder, så har de ikke noget at byde ind med, mens de andre børn snakker om alle ferieoplevelserne. Det har betydning for både trivsel og udvikling. FDF [Kredsnavn] gør en ekstra indsats for, at endnu flere børn og unge får store oplevelser og tager del i et fællesskab på årets sommerlejr.

FDF [Kredsnavn] deltager sammen med en række kredse fra hele landet i en kampagne, der skal sikre, at endnu flere børn kommer en uge på sommerferie.

"Som en kirkelig børne- og ungdomsorganisation vil vi gerne være med til at afhjælpe noget af den usynlige fattigdom, der findes blandt danske børn. Derfor er det oplagt at lave en kampagne, hvor vi inviterer børn og unge med på vores sommerlejre. Vi har allerede tilbuddet, så hvorfor ikke udvide det lidt og give endnu flere børn og unge det, de har ret til: En fed sommerferie," siger [Navn på leder].


Fakta
- Hvert år afholder FDF sommerlejr 400 steder i Danmark. En uge, hvor børn og unge kommer hjemmefra, får en masse oplevelser og bliver en del af et fællesskab med andre børn. FDF [kredsnavn] har afholdt sommerlejre de sidste [xx] år og sender hvert år [xx] børn og unge på en uge med aktiviteter, udflugter og fællesskab. Årets sommerlejr foregår på [sted] i uge [xx]. Som noget nyt inviterer kredsen ikke-medlemmer med på sommerlejr.

- I Danmark lever ca. 60.000 børn i det, der kaldes relativ fattigdom. Det betyder, at deres familie ikke har råd til det, som flertallet af danskerne tager for givet – biografture, ferierejser og børnefødselsdage.


For yderligere info kontakt leder i FDF [Kredsnavn], [Navn] på [telefonnummer].  


Fyld [xx] ud med jeres kredsnavn og informationer om antal børn, og hvor I afholder jeres lejr.


Eksempel 2: Pressemeddelelse efter lejren

Hvis avisen ikke har bragt noget om, at I skal på lejr, så find et godt billede fra dette års lejr og send det sammen med en kort tekst. Kan du få en af børnene til at sige, hvad det bedste ved sommerlejren har været, så brug meget gerne det som et citat. Husk at skrive kontaktoplysninger på en udvalgt kontaktperson, så avisen kan kontakte jer, hvis de vil vide mere.


FDFere på eventyrlig sommerlejr

Leg, fællesskab og store oplevelser ventede, da byens FDFere holdt sommerlejr i eventyrets tegn.

Med prinsessekronen på sned, heksekedlen under armen og en god portion eventyrlyst i bagagen begav børn og voksne sig afsted mod ukendte farer og halve kongeriger på årets sommerlejr med FDF. I løbet af ugen jagtede børnene skatte, befriede prinsesser, lavede mad over bål og dystede mod hinanden i hæsblæsende discipliner.

Men det bedste ved turen var alle de nye legekammerater, fortæller [Navn på barn][antal] år, der selv var med.

"Det bedste var, at der var så mange andre børn, jeg kunne lege med. Det var sjovt, da vi kæmpede mod dragen og befriede prinsessen". 

Både børn og voksne havde da også glædet sig i flere uger, inden turen endelig gik mod [stednavn]. En af arrangørerne, [Navn på leder], glæder sig over, at børnene har haft en uforglemmelig tur.

"Vores sommerlejr er et af årets absolutte højdepunkter. Vi er glade for at kunne give børnene så stor en oplevelse, give dem et fællesskab og være med til at styrke deres fantasi," siger [Navn på leder].

 

For yderligere info kontakt [Navn og adresse på lejrens kontaktperson].

Billede: Find et godt billede fra lejren og vedhæft det, når I sender pressemeddelelsen. Husk at skrive navnet på fotografen. Følg gerne op på pressemeddelelsen efter et par dage og spørg om de har brug for flere informationer eller billeder.


Eksempel 3: FDFere på lejr i Aarhus

Leg skaber fantasi og fællesskab 

”Jeg har den”, råber pigen i den blå FDF-skjorte og hiver en ampul med en rød væske op af baljen med blå slim. Under et træ afsøger to FDFere området for metalgenstande. Bag et træ ligger tre piger på lur med kikkerter for øjnene, mens en dreng dukker sig og akkurat undgår at blive ramt. Han er fanget midt i en paintballkamp med sokker fulde af mel. Sammen med 100 andre FDFere har de fået til opgave at redde drikkevandet i Aarhus fra et terrorangreb. Hele weekenden gik med at træne færdigheder, afsøge gerningssteder, løse koder og afsløre terroristernes skumle planer.

"Det har været sjovt at prøve ny aktiviteter og lede efter skurken. Og så har jeg lært dem fra mit hold bedre at kende. Jeg skal helt sikkert med næste år", siger [Navn på barn] fra FDF [Kredsnavn].

I alt deltog [antal] fra FDFere fra FDF [Kredsnavn] i weekendens jagt på den skumle terrorist M. Smittermest.

"Weekenden har været en stor leg, men også alvor, for gennem legen lærer man at samarbejde, bruge sin fantasi og tage ansvar, samtidig med man har det sjovt og får nye venner," siger [Navn på leder], en af arrangørerne af weekenden.

Weekenden sluttede med en gudstjeneste i det fri, inden FDFerne pakkede teltene sammen og tog hjem til et velfortjent hvil.

 

Billedtekst: Paintball med sokker fulde af mel var et hit blandt FDFerne på lejr i Århus

Foto: [Navn på fotograf]

Se hvordan FDF-ordene skrives.