Pressemeddelelse: Skab synlighed op til Fastelavn

Her er et eksempel på en pressemeddelelse til lokalavisen før kredsens fastelavnsarrangement.

FOTO: Simon Fauerskov

Skal I holde fastelavn i jeres kreds, kan I sende en pressemeddelelse til jeres lokalavis. I kan enten skrive pressemeddelelsen selv eller rette i eksemplet herunder, så det passer til netop jeres arrangement.

Prøv at få nogle formuleringer ind omkring, hvad FDF er og kan tilbyde børn og unge. Dermed får I både fortalt om arrangementet og brandet FDF i jeres lokalsamfund.

FDFere inviterer til fastelavnsfest

Der er sjov, leg og fællesskab for hele familien, når FDF [Bynavn] og [samarbejdspartner] d. [dato] holder fastelavnsfest for hele byen.

Der er fastelavnsboller, tøndeslagning og leg på programmet, når FDF [Bynavn] igen i år samler byen og inviterer både børn og forældre til fastelavnsfest. Det sker den [dato].

Festlighederne starter kl. [klokkeslet], hvor alle superhelte, drager, prinsesser og sørøvere mødes til fastelavnsgudstjeneste i [Kirkenavn] på [Adresse]. Herefter er der aldersinddelt tøndeslagning, hvor årets kattekonge og kattedronning kåres. Når tønderne er faldet, samles alle til fastelavnsboller i menighedshuset.

[Navn på kredsleder], som er kredsleder i FDF [Bynavn] ser frem til at byde børn og forældre velkommen til en festlig dag.

-I FDF er det vigtigste fællesskabet – for når vi leger og laver aktiviteter vokser vi sammen. Og det er fastelavnsfesten også eksempel på: Kredsens børn og ledere har haft travlt med at være kreative, tænke ud af boksen og planlægge en masse fælles aktiviteter og lege til dagen. Nu glæder vi os bare til at give alle børn og deres forældre en rigtig god oplevelse, siger [Navn på kredsleder] og fortæller, at der er en fin præmie til den bedst udklædte.

 

Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, er en folkekirkelig børne- og ungdomsorganisation med 22.000 medlemmer fordelt på 380 lokale kredse.

FOTO: Simon Fauerskov