Det gode ledermøde

Ledermødet er et vigtigt forum i FDF. Men det kræver planlægning at skabe værdi på ledermøderne.

• Ledermødet er både et socialt forum, et koordineringsforum og et sparringsrum. 

• En dagsorden til et værdiskabende ledermøde bør rumme både debat, praktisk koordinering og tid til at tale med sine medledere. 

• Mødeledelse starter inden mødet. Du kan med fordel fordele store opgaver inden mødet. 

• Vær nysgerrig på, hvad dine ledere forventer af ledermødet, for at det bliver værdiskabende for dem.

 

En del af at være ledernes leder er at rammesætte værdiskabende ledermøder. Alle lederes tid er kostbar, så der skal være "noget at komme efter" på hvert ledermøde. For nogle ledere er det det tidspunkt, hvor man ser sine medledere i øjne uden børn, og det har for dem stor værdi, at der er tid til at snakke og være sammen. Andre har en forventning om, at ledermøder primært handler om koordinering og vil gerne have mødet kort, effektivt og styret. Så hvordan kan du som kredsleder navigere i dette felt?

Et ledermøde kræver god mødeledelse, som starter inden mødet, når du sammensætter en dagsorden. 

Dagsorden

Send dagsorden ud i god tid, så lederne kan nå at forberede sig ordentligt. Derudover signalerer en dagsorden mødets form. Skal der diskuteres, deles erfaringer, tages beslutninger eller er det kun orienteringer? Derfor er det vigtigt, at det er en klar og gennemarbejdet dagsorden. 

En god dagsorden indeholder

  • Et start- og et sluttidspunkt. Så ved man, hvad man skal afsætte af tid. Og en pause i midten, hvor der er tid til at snakke om løst og fast. 
  • En indledning (eller afslutning). Kan bestå af en sang, en fortælling, en leg, en bøn eller lignende. Dette kan I meget vel skiftes til at stå for.
  • Godkendelse af referatet fra sidste møde. Referenten kan have glemt en ting, eller der kan være spørgsmål omkring sidste referat. Dem er der plads til her.
  • Godkendelse af dagsorden. Der kan være glemt forskellige ting. Her er det vigtigt, at der ikke kommer emner på, som folk skulle have forberedt sig på. Men der kan være opstået uforudsete ting, som er gode at få på dagsordenen.
  • Herefter kommer der orienteringspunkterne. Overvej hvad der skal orienteres mundtligt om, og hvad der kan kommunikeres skriftligt. 
  • Så er det tid til debat. Det kan være, I skal snakke om, hvordan man som leder taler til børn. Hvordan man som leder møder forældrene. Hvor finder man som leder nye idéer til børnemøder? Det vigtigt, at alle, som har lyst, kommer på banen og får sagt noget. Det er vigtigt, at det bliver en overordnet diskussion, lad selve behandlingen af emnet gå i udvalg.
    Overvej, hvad du vil have ud af debatpunktet. Er det inddragelse eller har punktet et mere sammenholdsskabende fokus? 
  • Eventuelt Her kan alle de småting komme frem, som ikke er kommet frem under det forløbne møde. For eksempel, at en leder har fået nyt telefonnummer eller en påmindelse om næste møde. 
    Eventuelt kan risikere at blive mødets længste punkt, hvor der snakkes om løst og fast. Overvej, hvordan du forholder dig til dette som mødeleder. Hvad hører til under kaffen?

Du kan læse mere om god mødeledelse af ledermøder i kredslederhåndbogen eller lytte til podcasten om ledermøder.