Vejledning ved dødsfald

Det sker desværre, at en FDF-kreds rammes af et dødsfald. Det kan være et barn, en leder eller nær familie til et medlem som dør. Det er en tragisk hændelse, hvor alle i omgangskredsen har et ansvar for, at de pårørende får den støtte fra kredsen, som de pågældende har behov for. 

FOTO: Rieke Poppe

Dette redskab er et forslag til en sorgplan, som I kan læne jer op ad, hvis I skulle havne i en situation, hvor det vil være nødvendigt. 

Har du og kredsen brug for støtte og sparring, kan I altid kontakte jeres lokale forbundssekretær. Find kontaktoplysningerne her.

Hvis et barn i kredsen dør

Kommer I i den situation, at et af jeres medlemmer dør, finder du her landsforbundets guidelines til, hvilke handlinger I kan gøre. Vær opmærksom på, at hvis børnene går på samme skole, kan børnene også der blive mødt med et sorgarbejde.  

1. Den, som først modtager besked om dødsfaldet, kontakter kredslederen, men orienterer herefter bestyrelsen.

2: Samtlige ledere orienteres, så alle ved det samme. Her kan også laves foreløbige aftaler omkring støtte til det hold, som barnet var en del af.

3: Er det muligt at samle lederne til et ledermøde, er det en god idé at invitere den lokale præst. Præsten kan både snakke med jer omkring død og sorg, men også give gode redskaber til, hvordan I kan tale med børnene omkring døden. 

4: Barnets forældre kontaktes af kredslederen eller en leder med en god relation til dem. Vær ikke bange for at sige, at I er kede af det og hvad barnet betød for jer. Det er vigtigt at tage kontakt.  Der laves aftaler omkring begravelsen: Ønsker familien, at der deltager repræsentanter fra kredsen? Ønskes der faner? Må barnets kammerater fra kredsen deltage i begravelsen? Vær ikke bange for at sige, at I er kede af det. Spørg, hvad forældrene ønsker, at der meldes ud og om det er i orden, at kredsen markerer dødsfaldet (flag på halv, et minuts stilhed mv.) 

5: Det første børnemøde efter dødsfaldet startes med en mindestund. Gør det tydeligt, at her er der voksne, som er parate til at tale og lytte, hvis børnene har behov for det. Fortsæt mødet med jeres planlagte FDF-program. Giv god tid til afslutningen med mulighed for at snakke videre om den afdøde. 

6: Fortæl de øvrige børns forældre, hvad der er sket og hvad I gør. 

 

Hvis en leder dør

Skulle det ske, at en leder dør, finder du her landsforbundets guidelines til, hvilke handlinger, I kan gøre. Overvej altid om handlingen giver mening hos jer, eller om I skal gøre noget andet. 

1: Den, som først modtager besked om dødsfaldet, kontakter kredslederen, som herefter orienterer bestyrelsen 

2: Samtlige ledere orienteres, så alle ved det samme og inviteres til en mindestund i kredshuset eller kirken. 

3: Kredslederen tager kontakt med afdødes familie. Fortæl, at I er kede af det og hvad lederen betyder for jer. Lav aftale omkring begravelse/bisættelse: Ønsker familien, at FDFere deltager i begravelsen – børn og ledere? Ønskes der faner?

4: Inviter jeres lokale præst med til et ledermøde og børnemøde og afholde mindestund med børnene. Præsten kan også komme med gode input til at samtale med børn omkring døden. Der bør sendes et brev med hjem til forældrene, så de efterfølgende kan støtte op om evt. spørgsmål. 

5: Vær opmærksom på om det hold, som afdøde var en del af, har brug for ekstra støtte. Lav aftaler om dette. Følg på et par måneder senere.  

6: Når lederen er begravet, tag da på tur hen til kirkegården. Lad børnene fortælle om at miste. Måske nogen af dem har lyst til at fortælle et minde om den afdøde leder? 

 

Hvis forældre til et barn i kredsen dør

Oplever et af jeres medlemmer, at mor eller far dør, finder du her landsforbundets guideslines til, hvordan I kan agere i situationen. Husk altid, at I kender jeres medlem bedst og vurder derfor, hvad der er bedst at gøre. 

1: Den, som først modtager beskeden om dødsfaldet, kontakter kredslederen, som herefter orienterer bestyrelsen

2: Kredslederen tager kontakt til lederne på det hold, hvor barnet går og informerer dem. 

3: Lederrådet informeres om hændelse med så meget fakta som muligt og fakta om, hvad der kommer til at ske i kredsen. 

4: Der tages kontakt – gerne ved et fysisk møde -  til afdødes familie af kredslederen og en leder, som barnet har en særlig relation til. Her spørges om, kredsen kan være til hjælp eller støtte. Fortæl, at I er kede af det.  Derudover aftales omkring begravelsen. Ønsker familien, at en eller to ledere deltager, evt. med et par FDF-kammerater som støtte til barnet? Læg vægt på, at barnet er velkommen til FDF, så snart der er igen er overskud til det. 

5: Til det førstkomne børnemøde fortælles de andre børn på holdet om, hvad der er sket.  Spørg barnet først, om han/hun vil tale om det og husk at indhente samtykke/accept fra den tilbageværende forældre om, at det er i orden at informere og hvad I informerer om.  Tal med børnene om, hvad det vil sige at miste – lad dem tale med. 

Tal om, hvordan man opfører sig, når barnet kommer tilbage til FDF igen og at man ikke skal være bange for at snakke med barnet som før eller for at spørge ind til, hvordan han/hun har det. 

6: Når barnet er tilbage til FDF igen, er det en god idé at tage en tur på kirkegården og se graven sammen med de andre børn, hvor der igen er mulighed for at fortælle om det at miste. 

Hvis dødsfaldet sker til et FDF-møde eller et andet FDF-arrangement, iværksættes FDFs krisehåndteringsplan. Find den her.