Mythbusters sparker liv i møderne

Et eksempel på en god ansøgning og et godt projekt

"Vi ville forsøge at tænke FDF på en ny og anderledes måde”

Det var tanken, da FDF Egeris påbegyndte projektet: Lille Nørd - Store Nørd – Mythbusters. Projektet skulle sparke liv i de ugentlige møder og lokke nye børn til ved at bruge koncepter, børnene kendte i forvejen

Det gode FDF-arbejde i en ny ramme

Hos FDF Egeris havde de brug for et projekt der kunne begejstre lederne og fastholde børnene, så de ikke kørte fast i gamle rutiner.

Projektet blev ”Lille Nørd – Store Nørd – Mythbusters”, der skulle inspirere lederne til at tænke sæsonplan og ugentlige møder på en ny måde. Samtidig skulle de lave projekter og aktiviteter, der ikke bare kunne fastholde de børn de allerede havde, men også lokke nye til. I et halvt år havde alle klasser et fastsat tema, deres møder skulle passe ind under og som på den måde skulle inspirere til at lave nye ting og gentænke de gamle mødeidéer.

Temaet for puslinge og tumlinge var ”Lille Nørd”, og som lille nørd plantede man blandt andet blomster i en blomsterkasse og lavede en papmache zoologisk have. For piltene var temaet ”Store Nørd” og her kunne en mødeaktivitet fx være at lave risbåde, der skulle testes på en sø, eller at lave el-biler der skulle køres racerløb med. De største, fra væbnere og op, var ”Mythbusters” og udfordrede forskellige myter. Blandt andet: Kan man gå på vandet? og skal man bruge millioner for at lave en god film?  Møderne krævede ekstra materialer og lå udenfor den normale budgetramme: derfor søgte kredsen Medlemspuljen om et tilskud. Medlemspuljen godkendte kredsens ansøgning og tildelte dem et tilskud til dækning af agitation, PR og materialer

PR og agitation

En del af FDF Egeris’ ansøgning gik til agitation ude i byen, og disse penge blev blandt andet brugt til at få layoutet, produceret og omdelt foldere i alle folkeskoleklasser i Skive kommune.  På den måde kom kendskabet til FDF Egeris længere og bredere ud end tidligere.
”Lille Nørd”, ”Store Nørd” og ”Mythbusters” blev blandt andet valgt ud fra antagelsen om, at det var nemt at sælge koncepterne til de børn der ikke kendte FDF i forvejen, men som kendte programmerne fra tv.
FDF Egeris fik, i det halve år projektet kørte, 9 nye børn i kredsen, hvilket svarer til en medlemsfremgang på over 30 %.

Derfor støttede medlemspuljen

FDF Egeris skrev en velovervejet ansøgning til medlemspuljen, hvori de gjorde rede for projektet og tydeligt beskrev hvad de midler de søgte, skulle bruges på. Projektet var en kreativ, ny måde at tænke ugentlige møder på, og der var tænkt i at gøre FDF lettere tilgængeligt for ikke FDFere. Dette, kombineret med at projektet levede op til Medlemspuljens formål om at være medlemsfremmende og medlemsfastholdende, gjorde at projektet blev godkendt til støtte.