Viden og fakta

Hvad siger loven? 

Her kan du se, hvad der står i forskellige danske love som har betydning for området.

Serviceloven (Bekendtgørelse af lov om social service)

Straffeloven

Kriminalregistret

Serviceloven

§ 154: Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

Kommentar: Denne underretningspligt gælder for alle borgere døgnet rundt. Altså også hvis vi i FDF-kredsen støder på børn, som kan være omfattet af bestemmelsen. At få "kendskab til" kan her også betyde "at være ret sikker på".
Bemærk, at alle har pligt til at underrette kommunen, i praksis socialforvaltningen, men man har ikke ret til at få at vide, hvad kommunen derefter foretager sig.

Straffeloven

Forbrydelser i familieforhold (incest)

§ 210: Den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linie, straffes med fængsel indtil 6 år. Adoptionsforhold sidestilles med biologisk slægtskab.

Stk. 2: Den, der har samleje med sin broder eller søster, straffes med fængsel indtil 2 år. Straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18 år.

Stk. 3: Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

Forhold til børn og unge

§ 222: Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfattet af § 216, stk. 2.

Stk. 2. Har gerningsmanden skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år.

Stk. 3. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal det indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed.

§ 223: Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. Med samme straf anses den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje.

§ 224: Den, der medvirker til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.

Stk. 2. Den, der som kunde mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en person under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

§ 225. Bestemmelserne i §§ 216-224 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

Træner- og skolelærerparagraffen

(forhold til børn og unge, som er betroet en)

§ 223: Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. Med samme straf anses den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje.

Kommentar: Når man er træner, skolelærer eller FDF-leder, har man fået "betroet" de pågældende til undervisning. Det er altså ulovligt for en FDF-leder at have samleje med en person under 18 år, som man er leder for. Andre former for seksuel omgang er også ulovlige – det står i straffelovens § 225. Det har ingen betydning for lovligheden, at partneren selv er villig eller måske selv opfordrer til seksuelt samvær.

Blufærdighedskrænkelse

§ 232: Den, som ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller, hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år, med bøde eller fængsel indtil 4 år.

Børnepornografi

§ 226. Den, der optager pornografiske fotografier, film el.lign. af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller på anden måde udbrede materialet, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.

§ 227. Den, der medvirker til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.

Stk. 2. Den, der som tilskuer overværer en forestilling som nævnt i stk. 1 med deltagelse af en person under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

§ 235. Den, som udbreder pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter.

Stk. 2. Den, som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet eller et lignende system til spredning af information gør sig bekendt med pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Kriminalregistret

Børneattester

Bekendtgørelse nr. 1416 af 3. december 2018 om indhentelse af børneattest indenfor Kulturministeriets ressortområde.

Indhentelse af børneattest skal ske i overensstemmelse med de regler, der gælder for sådanne attester i § 36 i bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret), herunder at den, oplysningerne angår, har meddelt skriftligt samtykke til indhentelsen.

§ 36. Rigspolitiet kan efter begæring til brug for ansættelse eller beskæftigelse af personer, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år, videregive oplysninger fra efterforskningsdelen, som er eller har været optaget i afgørelsesdelen, og som omfatter overtrædelse af straffelovens §§ 216, stk. 2, og 222, herunder jf. § 225, og § 235 samt om overtrædelse af §§ 210, 223 og 232, hvis forholdet er begået mod et barn under 15 år.