TVR Fonden

Legatet uddeles hvert år på FDFs fødselsdag den 27. oktober som en hædersgave til to eller tre aktive ledere til disses fortsatte uddannelse - indenfor eller udenfor landsforbundet.

Under landsforbundet Frivilligt Drenge- og Pige- Forbund, FDF er i året 1931, i hvilket år landsforbundets stifter, arkitekt Holger Tornøe, og landsforbundets formand, provst Ludvig Valentiner, begge fyldte 50 år, oprettet et legat.

I anledning af Aage Rostrups død i 1946 er der oprettet en mindefond for Aage Rostrup; denne sammensluttedes med Holger Tornøes og Ludvig Valentiners fond.

Legatfundatsen er sålydende:

§1
Legatets navn er Holger Tornøes, Ludvig Valentiners og Aage Rostrups Fond.

§2
Legatet indgår i landsforbundet Frivilligt Drenge- og Pige-Forbunds egenkapital og bestyres af landsforbundets hovedbestyrelse.

§3
Legatkapitalen udgjorde ved udgangen af 1997 kroner 573.890 og skal fortsat mindst være på dette beløb, pristalsreguleret fra 1997.

§4
Legatkapitalen forrentes med landsforbundets til enhver tid gældende interne rentefod. Den del af den årlige forrentning som ikke måtte blive uddelt efter § 7 eller § 9, tillægges legatkapitalen. Uddelingerne må ikke være større, end at § 3 kan overholdes.

§5
Legatkapitalen, der er tilvejebragt ved bidrag fra FDFs venner, ledere og medlemmer, kan også i fremtiden forøges med bidrag.

§6
Landsforbundets årsregnskab skal indeholde en note om fondens indtægter, udgifter og legatkapital.

§7
Legatet uddeler hvert år på FDFs fødselsdag den 27. oktober en hædersgave til to eller tre aktive ledere til brug for disses fortsatte uddannelse, indenfor eller udenfor landsforbundet.

§8
Legatet kan ikke søges. For at en aktiv leder kan komme i betragtning, må der hvert år inden 1. oktober til legatbestyrelsen sendes en indstilling fra HB-medlemmer, stabsmedlemmer, distriktsledere eller kredsledere gennem distriktslederen.

§9
Hvis legatets indtægter overstiger hvad der er behov for til opfyldelse af § 3 og § 7, kan landsforbundets hovedbestyrelse disponere over det resterende beløb på samme måde som over Holger og Carla Tornøes Fonds indtægter

§10
Nedlæggelse af legatet eller ændringer af legatets vedtægter kan kun vedtages af Landsforbundets landsmøde, og kun når meddelelse om nedlæggelse eller ændringer har været opført på dagsordenen for det pågældende landsmøde. Til ændring af vedtægterne kræves i så fald 2/3 majoritet af de på landsmødet afgivne stemmer.