Indmeldelse

Vejledning vedr. brug af indmeldelsesblanket i FDF

FDF har udarbejdet en ny indmeldelsesblanket 2017. 

Den foreligger i to udgaver - begge er at finde via trykkeriet.fdf.dk

  • En standardblanket, der kan printes og tages i brug 
  • En dynamisk blanket, hvor kredsen kan tilføje egne relevante datafelter.

Blanketten er tilpasset arbejdsopgaven “opret nyt medlem” i medlemssystemet Carla.  

Der foreligger ikke et krav om at benytte en fysisk indmeldelsesblanket i FDF. FDFs vedtægter anviser, at en person er at betragte som medlem, når der er betalt kontingent til en kreds. Det kan dog være fornuftigt at benytte en skriftlig blanket for at sikre sig, at medlemmets forældre har gjort sig bekendt med FDFs formål og ligeså er bekendt med deres medlemsrettigheder.  



Her følger en række informationer til kredsen omkring brugen af indmeldelsesblanketten:

Medlemskab

Medlemskabet er præciseret til både at være lokalt i kredsen og nationalt i landsforbundet jf FDFs vedtægter.


Persondata

Ved indmeldelse accepteres det, at de oplyste data registreres i FDFs centrale medlemssystem Carla. 

Landsforbundet er dataansvarlig. 


Personfølsomme data

  • CPR er fjernet og skal aldrig registreres i forbindelse med FDF-arbejdet. Undtaget her er videregivelse af CPR-nummer ved indhentelse af børneattester på ledere.
  • Sundhedsforhold (fx penicillin, allergi, mv.) er fjernet, og disse personfølsomme data skal heller ikke registreres i Carla. Oplysningerne bør i stedet indhentes, når det er formålstjenstligt, f.eks i forbindelse med en lejrtur.


Fototilladelse

Afgivelse af tilladelse i forhold til brug af billeder er fjernet fra standardblanketten. Da FDF ikke er en institution, er vi ikke omfattet af dette lovmæssigt. FDF har formuleret et generelt sæt fotoregler, som er gældende for alle medlemmer. Det giver FDF ret til at anvende fotos internt i organisationen samt eksternt. Naturligvis uden at krænke medlemmer eller overtræde ophavsretslige forhold i forhold til fotografen.


Begivenhedsrelaterede tilladelser

Dette drejer sig om bl.a. kørsel-, klatre- og svømmetilladelse.

Disse er fjernet fra standardblanketten. Der kan via trykkeriet.fdf.dk tilføjes en eller flere af disse felter efter lokalt behov. Også her kan det være en fordel at indhente specifik tilladelse, når det er formålstjenstligt, eller alternativt at give forældrene specifik information om en given aktivitet i forbindelse med et arrangement.

Behovet for begivenhedsrelaterede tilladelser vil være vurderet i forhold til det mulige ansvar, der kan opstå som følge af en ulykke.


Forsikring

Det oplyses ved indmeldelse, at FDF har tegnet ansvar- og ulykkesforsikring, men vi opfordrer også forældrene til at sikre sig med en privat forsikring.


Underskrift

Barnets underskrift, som havde symbolsk karakter, er fjernet. 

Ved senere overgang til onlineindmeldelse gøres dette helt overflødigt.

Accept af indmeldelse sker af forældre eller værge.