Forsikringer

Hvornår og hvordan er du dækket i FDF?

På visse områder har landsforbundet tegnet forsikring på kredsenes eller medlemmernes vegne. På andre områder må kredsene selv tage initiativ til at sikre sig.

Har du spørgsmål, kan du kontakte FDFs forbundskontor.  

Ulykkesforsikring

Landsforbundet har tegnet en kollektiv ulykkesforsikring, som dækker alle medlemmer af FDF. Dækningen omfatter kredsledere, ledere, seniorer samt bestyrelsesmedlemmer og øvrige medhjælpere ved et direkte ulykkestilfælde under deltagelse i et FDF-arrangement.

Den dækker også for eksempel klatring og rappelling, så længe der ikke er tale om et ”arrangement for professionelle”, for eksempel klatring i bjerge. I tilfælde af, at personen selv er har en ulykkesforsikring kan FDFs forsikring i nogle tilfælde være subsidiær, så det dermed er personens egen forsikring der skal dække. Forsikringen dækker også kollektiv transport, som måtte foregå i private biler – dog ikke den enkeltes færden til og fra møder. Alt efter skadeforløb, kan det være bilens ansvarsforsikring, der dækker. 

Forsikringen dækker ikke skade på ting og tøj. Tandskade dækkes efter individuel behandling af sagen. Brilleskader dækkes kun i særlige tilfælde.
Forsikringen dækker Europa og Grønland, samt resten af verden i indtil ét år.
Det vil sige, at kredsene er dækket af ulykkesforsikringen under rejser i ovennævnte områder

Forsikringen dækker ikke skader der er omfattet af Lov om Arbejdsskadeforsikring.

Før 1. januar 2015 var kredsens medlemmer under 15 år kun dækket, hvis kredsen havde tilkøbt dette. I dag er alle medlemmer dækket.

Ansvarsforsikring

Landsforbundet har tegnet ansvarsforsikring for alle medlemmer. Denne er dog kun subsidiær, det vil sige, hvis medlemmet selv har en ansvarsforsikring, er det denne, der dækker skaden.

Hvis en leder eller et barn er skyld i for eksempel en skade på et barn, så betaler forsikringen erstatning, hvis det er FDF som organisation, der kan gøres ansvarlig. 
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en ansvarsforsikring kun dækker, hvis skadevolderen kunne dømmes personligt ved en domstol til at betale erstatning. Ellers betragtes skaden som en følge af et hændeligt uheld, hvor kun en ulykkesforsikring kan yde erstatning

Der er nogle begrænsninger i forsikringsdækningen, når skaden vedrører ting: Skade på ting, som er lånt internt i FDF, dækkes ikke. Skader på bygninger, biler og både dækkes heller ikke. Skader på ting, der er lånt eller lejet uden for FDF, dækkes, der er en selvrisiko på kroner 500 per skade – men stadig kun, såfremt skadevolderen/FDF kan gøres ansvarlig for skaden.

Arbejdsskadeforsikring

FDF har tegnet den lovpligtige arbejdsskade-forsikring, som også dækker i de lokale FDF-kredse. Under denne forsikring anmeldes også tandskader. Forsikringen dækker også forældre der hjælper til på en sommerlejr eller i kredshuset. Bemærk: Brilleskader dækkes kun undtagelsesvis.

Øvrige forsikringer som kredsen skal være opmærksom på

Forsikring i forbindelse med arrangementer

Som FDF-kredse afholder vi både åbne og lukkede arrangementer. 
Ved lukkede arrangementer forstås arrangementer for kredsens medlemmer. Her gælder FDFs ansvarsforsikring, og medlemmer under 15 år er dækket af ulykkesforsikring såfremt kredsen har tegnet denne forsikring. 
Ved åbne arrangementer forstås arrangementer, hvor der også deltager ikke-medlemmer.

Her påkræves en såkaldt arrangøransvarsforsikring. FDF har en aftale med vores forsikringsselskab om at kredsen kan tegne en sådan forsikring. Ønskes tilbud på dette skriv til hovedmailen FDF@ og oplys flg.: CVR-nummer, kredsens navn, kredsens adresse, adresse hvor arrangementet afvikles, periode for arrangementet, opkrævningsadresse (for eksempel kasserer)

Den faste præmie per arrangement starter ved kroner 1000. Det forudsættes, at der er tale om standard  arrangementer, der ikke indebærer aktiviteter med særlige risikoforhold eller koncertarrangementer. Forsikringsselskabet forbeholder sig ret til at vurdere det enkelte arrangement særskilt ud fra de oplysninger der indsendes.

Bemærk, at der ved åbne arrangementer på offentlige pladser ofte kræves tilladelse fra en myndighed: Kommune eller politi.

Indbo- og bygningsforsikring

Det er kredsens ansvar at sørge for forsikring af kredsens hus og hytte inklusiv inventar. Det er klogt med mellemrum at kontrollere, om forsikringerne har den ønskede dækning, for eksempel efter en husudvidelse eller anskaffelse af nyt inventar.

Forsikring under rejser i udlandet

Kredsens medlemmer er dækket af landsforbundets kollektive ulykkesforsikring også under rejser i udlandet.

Bemærk, at der alene er tale om en ulykkesforsikring. 
Forsikringen har en række undtagelser, for eksempel dækkes ikke hjemrejse ved en ulykke, ej heller mistet bagage, forsinket fremmøde, flyforsinkelse, redningsaktioner i forbindelse med fareafværgelse eller lignende.

Ved rejser ud over landets grænser vil vi altid opfordre kredse til at kontakte et forsikringsselskab med et rejseprodukt på hylden og forhøre sig om hvad man konkret bør sikre sig imod. Både geografi, aktivitet, lokale forhold herunder gældende love kan spille ind på en given opstået situation, så det er vigtigt at man konkret forholder sig til rejsens destination, indhold og deltagersammensætning og søger professionel rådgivning mht forsikring

FDF henviser til for eksempel Tryg, Europæiske Rejseforsikring eller et andet selskab.

Bestyrelsesansvarsforsikring

Forbundskontoret får fra tid til anden henvendelser fra kredsbestyrelser, der overvejer behovet for at tegne en såkaldt bestyrelsesansvarsforsikring.

Landsforbundet har ikke tegnet en kollektiv bestyrelsesansvarsforsikring og overvejer heller ikke at gøre det. Rent praktisk vil forskellene i den måde som bestyrelserne er sammensat på og arbejder på, gøre det meget svært at få lavet en kollektiv forsikring der også vil have en rimelig præmiestørrelse.
Hvis en kreds ønsker at tegne en bestyrelsesansvarsforsikring, skal man selv tage kontakt til sit forsikringsselskab. Kredsbestyrelsen bør tage med i sine overvejelser, at det meget sjældent er sket, at en bestyrelse i en frivillige foreningssammenhæng er pådraget et bestyrelsesansvar

Kredsbestyrelsen bør naturligvis sikre at samtlige af kredsens aktiviteter overholder FDFs vedtægter og gældende lovgivning, og at der til hver en tid handles agtsomt og ansvarligt herunder at kredsen udarbejder og overholder realistiske budgetter.