Samværet i kredsen

Vi opfordrer til, at kredsen sætter fokus på samværsregler.

Alle kredse skal ifølge FDFs vedtægter udfærdige samværsregler for kredsens unges og voksnes kontakt med kredsens egne børn og unge i FDF.

Samværsreglerne skal som minimum indeholde landsforbundets samværsregler, og skal også omfatte retningslinjer for kredsens unge og voksnes kontakt med børn og unge i FDF via sociale og elektroniske medier. Kredsene opfordres også til at have en ryge- og alkoholpolitik.

 

Her på siden kan du finde inspiration til at arbejde med:

  • Kredsens samværsregler
  • Kredsens politik for brug af sociale medier
  • Kredsens rygepolitik
  • Kredsens alkoholpolitik

Kredsens rygepolitik

Hvorfor rygepolitik?

De rammer vores fritidsliv sætter for os spiller en rolle for, hvor sundt vi lever vores liv. En god rygepolitik fremmer både et godt fysisk og psykisk miljø, og det er afgørende for alles engagement og tilfredshed. Det er velkendt, at tobaksrøg er sundhedsskadeligt og kræftfremkaldende og kan forværre sygdomme hos mennesker med astma eller hjerteproblemer. Røgen har derved afgørende betydning for det fysiske miljø. Ofte har tobaksrøg også betydning for det psykiske miljø, idet passiv rygning generer mange og giver anledning til mange diskussioner. Derfor spiller det en væsentlig rolle for ledernes, børnenes og de unges trivsel og sundhed i kredsen, hvorvidt der er en aftalt rygepolitik. Halvdelen af alle rygere udtrykker ønske om, at de gerne vil holde op med at ryge, og derfor kan røgfrie miljøer, også i FDF, gøre det lettere at fastholde dette ønske. Men der er stadig mange rygere, der ikke har et ønske om at holde op og derfor må en god rygepolitik også tilgodese rygernes ønsker.

Formålet med en rygepolitik

Formålet med en rygepolitik er, at ingen udsættes for passiv rygning mod deres vilje, at ikke-ryger-kulturen fremmes, og at rygere stadig har en mulighed for at ryge i FDF – bare ikke overalt.

Udarbejdelse af rygepolitik

En fælles rygepolitik for kredsen bør laves på et fællesmøde mellem ledere og bestyrelse, rygere og ikke-rygere. Det er vigtigt, at alle accepterer rygepolitikken og efterlever den.

Mange steder findes der sikkert allerede en praksis for, hvor og hvornår der må ryges. Det kan være et godt sted at starte med at se på disse regler, hvad enten de er nedskrevne/kendte af alle eller ej. Afspejler de virkeligheden? Er der brug for at de strammes/slappes? Efterleves de af alle?

Har kredsen ikke en tidligere drøftet rygepolitik, så tag evt. udgangspunkt i det første afsnit på denne side

Uanset diskussionen er det vigtigt at understrege to ting:
§ En rygepolitik fungerer kun, hvis den har fuld opbakning fra alle i kredsen.
§ Det handler ikke om at gøre det forbudt fremover at være ryger i FDF, men at der er behov for at opstille rammer, så der bliver plads til alle. Gå efter røgen - ikke rygeren.

Rygepolitik i praksis

Når lederne og bestyrelsen har vedtaget en rygepolitik, skal den omsættes til praksis. Skal der foretages fysiske ændringer af lokaler/kredshus og udenomsarealer? Det skal aftales, hvordan rygepolitikken gøres synlig. Skal der skilte op? Hvordan informeres forældre, nye ledere og medlemmer? Skal der overvejes sanktioner, hvis politikken ikke overholdes?

Når rygepolitikken er indført, er det naturligvis vigtigt, at den overholdes. Derfor bør man aftale et tidspunkt for en evaluering, hvor det undersøges om rygepolitikken fungerer efter hensigten, og om den bliver overholdt.

Eksempler på kredses rygepolitik

I FDF Hørning har man vedtaget at:

  • Man ikke ryger til de ugentlige klassemøder.
  • Der er rygeforbud i kredshuset.
  • Der inden ture og arrangementer fastlægges en seperat rygepolitik for disse.
  • Man ikke ryger til ledermøder, men indlægger en rygepause.
  • Man bruger sin sunde fornuft. 

I FDF Hjortshøjs samværspolitik står der følgende om rygning:

Vi er rollemodeller for børnene. Derfor er det vigtigt, at vi viser et godt eksempel: Hytten er røgfrit område, og man ryger ikke i børns påsyn. På lejre og ture opfordres rygere til at vise hensyn og omtanke. Der ryges ikke under aktiviteter. Børn og unge under 18 år, der ønsker at ryge i forbindelse med FDF-arrangementer, skal have en tilladelse hertil fra forældre.

Rygepolitik i FDF K25 Brønshøj

  • Rygning foregår ikke sammen med børn.

  • På ture/lejre foregår rygning på et bestemt sted væk fra øvrige fælles arealer og altid udenfor.

  • Der ryges ikke før og under klassemødet, og rygning er først tilladt i køkkenet efter ledermødet henholdsvis onsdag/torsdag.

  • Til ledermødet kan der holdes rygepause, hvor rygningen foregår udenfor.

  • Børn, der er seniorvæbnere eller yngre må ikke ryge på ture/lejre.

  • Hvis en gruppe ledere på en lejr/tur er enige om at inddrage et rum som rygerum, er det ok under forudsætning af, at der bliver luftet ud, så det ikke er til gene for senere brugere af rummet

  • Udover rygning må andre rusmidler ikke indtages af hverken børn eller voksne.

Kredsens alkoholpolitik

Hovedbestyrelsen lægger op til, at I i lederrådet og bestyrelsen drøfter jeres holdning, så I ved, hvor I står, når I for eksempel:

  • Skal på sommerlejr.
  • Har forældrearrangementer.
  • Skal give gaver til foredragsholdere og lignende.
  • Har leder- og bestyrelseshygge i kredshus og privat.
  • Planlægger arrangementer sammen med andre kredse.
  • Skal diskutere med de unge, som tager pejling af jeres holdning.

Hvem har glæde af, at din kreds har en holdning?

  • Det giver tryghed hos ledere og bestyrelsesmedlemmer at have en fælles platform.
  • Det giver tryghed hos børn og unge, at lederne har en fælles holdning, som de kan spille bold op af.
  • Klare holdninger hos ledere og bestyrelsesmedlemmer giver de unge mod til at finde egne holdninger og mod til at stå ved dem udenfor FDF.
  • Klare holdninger fra FDF støtter forældre, som skal diskuteres med de unge.