Det gode ledermøde

Få gode råd til at sammensætte en spændende dagsorden.

Foto: Leif Gro Hansen

Du kan læse mere om ledelse af ledermøder i bogen "God ledelse i kredsen", som du kan få af din forbundssekretær.

Dagsorden

Send dagsorden ud i god tid, så lederne kan nå at forberede sig ordentligt. Derudover signalerer en dagsorden mødets form. Skal der diskuteres, deles erfaringer, tages beslutninger eller er det kun orienteringer? Derfor er det vigtigt, at det er en klar og gennemarbejdet dagsorden. 

En god dagsorden indeholder

Et start- og et sluttidspunktSå ved man, hvad man skal afsætte af tid.

En indledning (eller afslutning). Kan bestå af en sang, en fortælling, et bibelcitat, en bøn eller lignende. Dette kan I meget vel skiftes til at lave blandt lederne.En andagt til ledermøderne er vigtig, da vores formål er at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus.

Godkendelse af referatet fra sidste møde. Referenten kan have glemt en ting, eller der kan være spørgsmål omkring sidste referat. Dem er der plads til her.

Godkendelse af dagsorden. Der kan være glemt forskellige ting. Her er det vigtigt, at der ikke kommer emner på, som folk skulle have forberedt sig på. Men der kan være opstået uforudsete ting, som er gode at få på dagsordenen.

Herefter kommer der orienteringspunkterne. Det kan være en orientering om kredsen økonomi, om hvad der sker i landsdelen, i forbundet og så videre. Husk at skrive på dagsordenen, hvad der skal orienteres om, således alle har en fornemmelse for, hvad der skal ske, inden de kommer til mødet. Som oftest er det kredslederen, der modtager post fra forbundet. Det en god idé at sortere posten inden ledermødet, så man inden ledermødet ved, hvad der skal siges om de enkelte ting fra forsendelsen.

Så er det tid til debat. Det kan være, I skal snakke om, hvordan man som leder taler til børn. Hvordan man som leder møder forældrene. Hvor finder man som leder nye idéer til børnemøder? Det vigtigt, at alle kommer på banen og får sagt noget. Det er vigtigt, at det bliver en overordnet diskussion, lad selve behandlingen af emnet gå i udvalg.

Beslutningspunkter. Her skal der tages en beslutning. Det kan være om alt fra hvilket tema, der skal være på sommerlejren over til, om der skal holdes grillfest for lederne. Det er vigtigt, at dette punkt er meget præcist skrevet, således at alle ved, hvad de skal forberede sig på.

Eventuelt Her kan alle de småting komme frem, som ikke er kommet frem under det forløbne møde. For eksempel, at en leder har fået nyt telefonnummer eller en påmindelse om næste møde.


Husk

Tidsplan

Hav altid en tidsplan i dit hoved, således at du ved, hvor lang tid der er til hvert enkelt punkt. Dette betyder også, at du kan informere lederne om, hvad tid mødet forventes færdigt. 

Pauser

Der skal altid være pauser til et ledermøde. Som oftest er det i pauserne, at de virkelig spændende idéer opstår. Så vær generøs med pauserne.

Undgå

Siden sidst 

Lad så vidt muligt være med at sætte den på dagsordenen. Den kan slå ethvert ledermøde ihjel. Hvis der endelig er noget, der skal evalueres – så gør det fremadrettet. Lav en evaluering, der siger: "Hvis vi skal tænke fremad, hvad skal vi så huske?"  Sæt ikke uløselige punkter på dagsorden – det får de fleste til at blive væk, bare ved at se dagsordenen. 

Opfordringer

Undgå opfordringer på selve ledermødet. Hvis dette ikke kan undgås, så lad være med at presse folk. Dette kan nemlig ende med, at alle sidder og ser ned i bordet – og så er det nemmere ikke at komme, for den, der ikke kommer, får ingen opgave.

Nyt initiativ i kredsen