Seks parametre for en god kreds

Har kredsen brug for et større udviklingsforløb? Så er der hjælp at hente her.

 

Herunder finder du en kort præsentation af de seks udvalgte emner til materialet "Kredsen i centrum fra 2013". Emnerne er udvalgt på baggrund af Fokuskreds-projekterne og forbundssekretærernes arbejde med kredse. Emnerne ligger også til grund for FDFs kredslederuddannelse: Ledelse af frivillige. Et godt ledersammenhold, ambitioner, forenkling, god ledelse, forkyndelse og relationer er fundamentet for en god og velfungerende kreds.

Du kan hente materialet "Kredsen i centrum" - eller læse videre om parametrene for en sund kreds længere nede.

Ledersammenhold 

Ledersammenholdet er vigtigt i en FDF-kreds. Hvis børnene skal synes, det er sjovt at komme til FDF, skal lederne synes det er sjovt at komme til FDF. Gennem tre underemner kommer I rundt om forskellige aspekter af ledersammenholdet i kredsen. 

Ambitioner 

Der er vigtigt at have gode ambitioner i kredsen og at de med jævne mellemrum sættes til diskussion på et ledermøde. 

Under ambitioner nævnes "den røde tråd". Med det menes, at der er en naturlig udvikling/progression i aktiviteterne til FDF. For eksempel, at væbnerne kan lave mere avancerede bålaktiviteter/måltider, fordi det bygger ovenpå en læring om båltænding og tilberedning af simple måltider som tumling og pilt. 

God ledelse 

At være en god (kreds)ledelse i FDF indebærer både evnen til at være visionær. Altså at tænke og se langsigtet, sætte et synligt mål og arbejde efter det, men også evnen til at holde styr på det administrative (indberetning, børneattester, kommunale tilskud, regnskab og så videre) 

Kunsten er at finde balancen mellem det visionære og det administrative,samt at sikre en tydelig arbejdsfordeling på opgaverne, så alle ved hvem, der gør hvad. 

Forkyndelse 

Grundpillen i FDF er vores formål "at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus". Emnet handler om hvordan jeres kreds lever formålet ud i praksis. 

Relationer 

Flere undersøgelser peger på, at forholdet mellem børn/unge og voksne spiller en stor rolle i fastholdelsen af vores medlemmer. Spørgsmålene i dette emne handler om, hvorvidt I arbejder bevidst med disse relationer. 

Forenkling 

I en travl hverdag, hvor alle gerne vil nå så meget som muligt, er det vigtigt at have procedurer for, hvordan tingene skal/kan gøres. For eksempel at have orden i materialerummet. Så kan alle finde, hvad de skal bruge til børnemøderne. Det er en god måde at lette ledernes arbejde på. 

Under dette emne spørges der også ind til, hvordan kredsen bruger eksterne ressourcer, som hjælp i det daglige kredsarbejde. Eksterne ressourcer kan for eksempel være: Bestyrelsen, forældre og venner af kredsen, tidligere ledere og menighedsrådet.