Lederrekruttering

At kredsen altid har ledere nok til at løfte de ønskede opgaver er en fælles opgave. Få hjælp til rekruttering her.

 

Enhver FDF-kreds har brug for at have gode ledere til kredsens arbejde. Mange ledere fortsætter år efter år, men det betyder ikke, at kredsen kan regne med deres indsats i al evighed. Kredslederen, bestyrelsen og alle kredsens ledere bør løbende være opmærksomme på nye lederemner, der kan være med i FDF

FDFs vedtægter siger, at det er kredslederens ansvar, at klasserne er besat med kvalificerede ledere.
Den bedste lederflok er en blanding af ældre og unge ledere, hvor de unge bidrager med de vilde ideer og de ældre med deres livserfaring og erfaring med børn.

Er vi en attraktiv kreds?

Inden I går i gang med at rekruttere ledere, er det vigtigt, at I stiller jer selv spørgsmålet: Er vi en attraktiv kreds? En attraktiv kreds er et sted, hvor man føler, det er rart at være, og hvor man får indfriet de behov og forventninger, man har til frivilligt arbejde. Vi vil derfor anbefale, at lederrekruttering tænkes sammen med dette. 

Det at få nye ledere ses af de fleste som en stor opgave – og det er det også. Men det må ikke ses som et problem. Opgaven er nemlig ikke større, end at det godt kan lade sig gøre at få nye ledere, men det kræver tid og planlægning.

Derfor er det vigtigt, at alle i kredsen:

  1. Erkender, at der er et behov – en opgave, der skal løses.
  2. I fællesskab definerer, hvad opgaven går ud på – og sætter sig et mål.
  3. Sikrer at kredsen er et attraktivt sted at være.
  4. Er villige til at yde en ekstra indsats – bruge den tid, der er nødvendig.