Hvem er hvem?

En bestyrelse består af en gruppe fastdefinerede roller. Læs mere om dem her. 

Bestyrelsesformand

At være bestyrelsesformand i FDF er en spændende opgave. Du er kredsens øverste leder og sammen med kredslederen eller kredsledelsen, er det dit ansvar, at kredsen fungerer.

Som bestyrelsesformand sidder du i spidsen for kredsbestyrelsen.

Det er kredsbestyrelsen, som stemmer om, hvem der skal være bestyrelsesformand.

Dit grundlæggende arbejde i kredsen er at indkalde til generalforsamling, bestyrelsesmøder og sørge for, at bestyrelsen fungerer og arbejder efter det årshjul og de planer, I har lagt.

Udover disse opgaver er det meget forskelligt fra kreds til kreds, hvad en bestyrelsesformand har af arbejdsopgaver.

Det er en rigtig god ide, at bestyrelsesformanden har et godt og tæt samarbejde med kredslederen eller kredsledelsen. Det vil styrke kredsen både indadtil og udadtil.  

Kredsleder

Som kredsleder i FDF er du ledernes leder. Du bliver valgt af lederne, som dermed giver dig den fornemme opgave at lede kredsen.

I mange kredse er der flere end én kredsleder: Altså en kredsledelse. Kredsledelsen uddeler kredslederopgaverne mellem sig og kan derudover med fordel bruge hinanden til sparring.

Som kredsleder er din primære opgave at sørge for at alle klasser og hold fungerer som ønsket, og at alle ledere i kredsen trives i FDF. Det er dig, lederne skal komme til, hvis de har brug for hjælp, har problemer med holdet eller på anden vis oplever problemer i FDF.

Som kredsleder har du mulighed for at rykke kredsen i den retning, du mener er den rigtige. Du har mulighed for at sætte ind dér, hvor du mener der skal sættes ind, og dermed mulighed for at optimere kredsen, hvis det er det du kunne tænke dig. 

Kredslederens opgaver er beskrevet i FDFs vedtægter.

Forældrerepræsentant

Som forældrerepræsentant i kreds-bestyrelsen skal du vælges ind på en  generalforsamling. Du er nu repræsentant for alle forældre i kredsen.

Din opgave er at deltage aktivt, når der afholdes bestyrelsesmøder. Du skal desuden bruge dine kræfter, hvor du mener dine kompetencer er bedst givet ud. Der er i de fleste kredse ingen forudbestemte opgaver, du skal varetage. Det giver dig mulighed for at sætte ind lige dér, hvor du er motiveret for at løse opgaver. Som forældrerepræsentant har du desuden mulighed for at stille op og blive valgt som formand- eller kredskasserer. 

Kasserer

Som kasserer er du en meget vigtig person i en FDF-kreds. Det er dig, der skal holde styr på en række administrative opgaver, som er meget vigtige for kredsen. Det er dig, der har adgang til kredsens konti og dig, der skal sørge for at regnskabet passer, at der indkræves kontingent, at medlemsregistreringen er korrekt, at der indhentes tilskud hos kommunen og at der hvert år indsendes et regnskab samt en kredsindberetning, som ofte laves i samarbejde med kredslederen, kredsledelsen og/eller formanden. Alt sammen meget vigtige administrative opgaver, som kredsen simpelthen ikke kan undvære.

I nogle kredse er kassererens opgaver delt ud på flere hænder, så ikke alt hænger på kassererens skuldre.

Seniorrepræsentant 

Du er de unges stemme i bestyrelsen. Som seniorrepræsentant er du valgt af seniorerne i kredsen til at repræsenterer deres meninger og holdninger. Du deltager på lige fod med alle de andre i bestyrelsen på alle bestyrelsesmøderne, men skal ikke vælges på en generalforsamling. Du har ingen forudbestemte opgaver, men frie tøjler til at engagere dig i det, du finder spændende. Som seniorrepræsentant har du stemmeret og kan altså på lige fod med de andre bestyrelsesmedlemmer komme med forslag og stemme for og imod, når I skal stemme. Husk at du ofte kan lære rigtig meget om bestyrelsesarbejde ved at sparre med bestyrelsesformanden og kassereren, som ofte gerne deler ud af deres viden inden for området.

Menighedsrepræsentant

Som menighedsrepræsentant er du repræsentant for menigheden i sognet. Du bliver i de fleste kredse valgt ind i bestyrelsen på en generalforsamling. Du deltager i bestyrelsesmøder og har fuld stemmeret.

Du har normalt ingen forudbestemte opgaver, men kan selv vælge, hvor du mener du bedst kan bruges.  

Lederrepræsentant

Du er ledernes stemme i bestyrelsen. Som lederrepræsentant vælges du af ledermødet, som repræsentant for dem i bestyrelsen. Du deltager derfor i bestyrelsesmøder og har fuld stemmeret. Normalt er der ingen forudbestemte opgaver, og man har derfor mulighed for at byde ind dér hvor man synes, man vil lægge sine kræfter. At være lederrepræsentant er en vigtig rolle, da du er ledernes stemme ind i bestyrelsen og dermed taler for hele lederflokken i kredsen. 



Har I lavet indberetning for 2016?