Generalforsamling i kredsen

Bliv klar til at invitere til en vedkommende og effektiv generalforsamling. 

 

Generalforsamlingen skal afholdes årligt og det er her, det er muligt at diskutere kredsens liv med hele forældreflokken. 

Foto: Thomas H. Nielsen

Generalforsamlingen er det forum, hvor forældre og andre interesserede kan få indflydelse på kredsens liv. 

I vedtægterne står der, at en dagsorden til en forældregeneralforsamling minimum skal indeholde: 

  • Valg af dirigent
  • Orientering bestyrelsens arbejde og kredsens liv
  • Fremlæggelse af regnskab og fremlæggelse af budget
  • Valg til kredsbestyrelsen
  • Valg af suppleanter
  • Valg af revisor samt stedfortræder for denne
  • Eventuelt

Det er vigtige punkter, men de sælger sjældent ret mange billetter, fordi forældre kan have svært ved at se, hvorfor de skal møde op, hvis de ikke vil vælges i bestyrelsen. 

Gør generalforsamlingen til et familiearrangement


En måde at øge opbakningen til generalforsamlingen på er at gøre det til et arrangement for hele familien.

Det har de oplevet i FDF Ilskov, hvor de hvert år inviterer til fællesspisning for alle børn, ledere og forældre. Bagefter er der generalforsamling for forældrene, mens nogle af lederne leger med børnene. 

”Vi oplever, at op mod 75 procent af forældrene bakker op om arrangementet”, fortæller kredsleder Flemming Møller Lauridsen. ”Det betyder, at vi til sidste generalforsamling havde næsten 150 børn, unge og voksne med og måtte flytte arrangementet hen på skolen, selvom vi er en kreds på ca. 70 medlemmer”, fortsætter han. 

Gode råd fra FDF Ilskov:


- Læg generalforsamlingen på den ugedag, hvor flest klasser har FDF-møde, så børn (og forældre) i forvejen har sat aftenen af til FDF.
- Del de opgaver, I gerne vil have forældrenes hjælp til op i små konkrete opgaver. Skal I have en arbejdsdag, så udspecificer på forhånd hvilke opgaver, der skal løses, så forældrene kan byde ind på fx vinduesvask, græsslåning osv. Det gør det overskueligt at påtage sig en opgave. 
- En måde at få opgaverne fordelt er at skrive hver opgave på en seddel og fordele dem på et stort bord. I pausen eller under opvasken opfordres forældrene til at tage et kig på, om der er en opgave, de har lyst til at hjælpe med. I FDF Ilskov blev alle opgaver taget på den måde. 
- Læg i indbydelsen vægt på, at forældre og børn er inviteret til en hyggelig aften med fællesspisning, leg og information om kredsens arbejde. At det også er kredsens generalforsamling, kan stå lidt længere nede i teksten. 
- Spørg gerne om nogle af forældrene vil bage en kage – så har de en ekstra grund til at komme. 

Gør indkaldelsen vedkommende

Det er smart at gøre som ex. FDF Esbjerg 3 Jerne, som bruger generalforsamlingen til at sætte et relevant emne, byens børneliv, til debat. 

Deres tilføjelse til den obligatoriske dagsorden så i 2015 sådan ud: 

Indkaldelse til generalforsamling.

Vi indkalder til generalforsamling. Vi har brug for hjælp til bestyrelsesarbejdet, da nogle af bestyrelsesmedlemmerne efter mange år har valgt at stoppe

Bestyrelsesarbejdet er for at støtte op om børne- og ungdomsarbejdet i Jerne.
Vi ønsker, at unge i Jerne har mulighed for få naturoplevelser og være med i et fællesskab, hvor der er plads til alle.

• Børn og unge i fokus

• Oplevelser på tværs af alder

• Fællesskab og sammenhold

Hvis du ønsker at få indflydelse eller støtte børne- og ungdomsarbejdet i Jerne, så mød op og vær med.

Generalforsamlingen afholdes i Fasanhuset
tirsdag d. 6 oktober kl. 19.30-20.30 på Fasanvej 16

Tilmelding er ikke nødvendig

Mød en ny bestyrelsesformand